Ny Dry Port på Vestfyn skal skabe op mod 2.000 arbejdspladser

ADP og PFA tager nu første skridt mod etableringen af en ny Dry Port i Middelfart Kommune. Udviklingsaftalen bygger videre på erfaringerne fra Taulov Dry Port, som siden 2017 er udviklet af de to selskaber.
Den nye Fyn Dry Port skal etableres på et samlet grundareal på 900.000 kvadratmeter, hvor der potentielt kan opføres 300.000 kvadratmeter lager- og logistikfaciliteter. Der er samtidig mulighed for individuelt tilpasset domicilbyggeri, og den forventede byggestart er i 2029.
Udviklingen sker i samarbejde mellem Middelfart og Fredericia kommuner.
Borgmester i Middelfart Kommune, Anders Møllegård, ser store muligheder i projektet.
"Fyn Dry Port er en unik mulighed for at skabe et kraftcenter for erhvervsudvikling i Middelfart, der understøtter et allerede stærkt erhvervsliv. Med udviklingsaftalen om en dry port tager vi et stort skridt mod at tiltrække nye virksomheder, investeringer og arbejdspladser til Middelfart Kommune."
En analyse fra EY, baseret på erfaringerne fra Taulov Dry Port, peger på betydelige beskæftigelses- og samfundsøkonomiske effekter. Projektet kan ifølge analysen skabe op mod 2.000 arbejdspladser på landsplan og omkring 1.000 direkte arbejdspladser i Middelfart Kommune.
Faktaboks
- Projekt: Fyn Dry Port
- Placering: Middelfart Kommune
- Grundareal: 900.000 m²
- Muligt byggeri: 300.000 m²
- Forventet byggestart: 2029
- Beskæftigelse: Op til 2.000 på landsplan og ca. 1.000 direkte i Middelfart Kommune
- Skatteindtægter: Ca. 450 mio. kr. på landsplan, heraf ca. 80 mio. kr. til Middelfart Kommune






Accepter kun nødvendige cookies